Udskriv siden

    Sponsortur til Hamborg

    Af: Emil Nutzhorn Jensen

    Lørdag d. 6/11 drog ca. 40 mand af sted mod Hamborg for at se bundesligakampen mellem HSV og Hoffenheim.
    På Korup fodbolds sponsortur til Hamborg var bussen fyldt op med sponsorer, samt folk som i hverdagen er med til at yde en indsats så Korup kan være en velfungerende fodboldklub.

    Dagens startede med morgenmadsbuffet hvor Bøje Jensen havde været så venlig at levere pålæg, rygeost, mælk og meget andet så vi kunne sende en flok mætte gutter af sted.

    Turen derned gik let og smertefrit uden kø, og der blev både tipset på kampen, og snakket i lystigt og højt humør. Vi ankom godt en time før kampstart og havde rigtig god tid til at finde vores pladser på stadion.

    Selve kampen endte 2-1 til Hamborg og alle deltagerne fik en ekstraordinær oplevelse af hvordan fodbold overværes i Tyskland i forhold til Danmark. Stemningen på et tysk stadion med 60.000 entusiastiske fans finder du ingen steder i Danmark. Der sker en masse ting inden kampen som underholder publikum og så gør det heller ikke noget at selve kampen foregår på et meget højere niveau end hjemme i Danmark.

    Efter kampen kom vi tilbage til bussen og kørte mod Danmark. Her var stemningen fortsat høj og turen hjem gik hurtigt og nemt og alle deltagere havde haft en rigtig god dag.

    På sponsorudvalgets vegne. Emil Nutzhorn Jensen

    12.11.2010