Udskriv siden

    Kampreferat: Sønderborg BK  4 - 3  Korup IF

    Af: John Andersen

    Trist comeback til DS.

    DS. D. 13. august 2011.

    Gennem 90'erne var Korup fast i DS rækken og det blev senere 2. division igennem tre år, hvorefter det blev vending tilbage til FS. Nu er skuden vendt og vi er tilbage i DS rækken.

    Comebacket foregik i Sønderborg mod de lokale helte der ligeledes gjorde comeback til DS og det foregik på  en skøn bane og i det herligste vejr med mindst 200 tilskuere, hvoraf der var 10-12 fra Fyn.

    Begge hold startede lidt forsigtigt, så der gik næsten et kvarter før der blev en rigtig mulighed for mål og det blev Emil Jensen der ”bankede” bolden på overliggeren uden mål i situationen. Blot  5 minutter efter var det Mohammed Harmad der uden chance for Jacob Reimer Nielsen gjorde det til 1 – 0 for hjemmeholdet og det var lige efter at Emil Jensen havde haft en ny mulighed for mål efter  et glimrende opspil fra Peter Henningsens side. Korup  var nu nede i en ”dal” og 2 minutter efter den første scoring blev det 2 – 0, hvor det var hjemmeholdet venstre fløj der løb Korup forsvaret tyndt. 2 – 1 blev det efter 36 minutter, hvor peter henningsen kæmpede sig til bolden og fik afsluttet med en målmandsredning som resultat, men med hjælp af Emil Jensen blev det til et selvmål. Et minut efter stod der så 2 – 2, da Peter Henningsen ”lynede” med venstrebenet. Der skete så ikke mere inden den velfortjente pause.

    10 minutter inde i 2. halvleg blev Abdiweli Mohamud spillet fri, men fik ikke bolden uden om den glimrende målmand Martin Steffensen. Næste minut var det det Søren Andersen der havde et bragende skud. Efter 67 minutter blev det 3 – 2 til Korup, da Fernando Garzon kæmpede sig til bolden i højre og fik afleveret flot til Abdiweli Mohamud der ikke svigtede.

    Det triste comeback til DS foregik i de sidste 10 minutter, hvor kampen blev vendt med to mål til hjemmeholdet, startende med et straffesparks mål og det sidste var endda i overtidens sidste sekund – så det var ikke helt det comeback vi fra Korups side havde ønsket os efter en ellers fornem kamp, hvor endda profiler på holdet stadigt holder sommerferie. Spillerne og lederne var triste ved kampafslutningen i Sønderborg.

    Flere spillere gjorde godt i Sønderborg – Jacob Reimer Nielsen i målet med flere gode indgreb var en af de store.

    Næste DS kamp er på LØRDAG d. 20. August på hjemmebane mod Haderslev BK og det er klokken 15:00.

    Ref.
    John Andersen

    15.08.2011