Kampreferat: Nyborg - Korup
Af: Emil Nutzhorn Jensen
Endnu en Korup sejr
Albaniserien 24/4-2010: Nyborg – Korup Resultat: 0 – 1
En meget uheldig dommerpræstation lagde en ærgerlig skygge over kampen med tre gule kort til hvert hold. Dette var nok lige i overkanten for begge hold, men sådan er spillet og det var heldigvis Korup som kom sejrrigt ud af kampen, til trods for manden i sort som konstant søgte at være i centrum.
Første gule kort kom efter et kvarter til Fernando Garzon og det pressede Korup lidt tilbage, de blå fik dog reddet stormen af, og resten af kampen var Korup de farligste dog med sporadiske gode forsøg fra Nyborg.
Banen var som så mange andre på denne årstid ujævn hvilket gjorde det polerede spil svært at håndtere, dog skal Nyborg roses for konstant at prøve men det bevirkede også at de fleste chancer kampen igennem tilfaldt Korup som forsøgte at spille mere direkte end Nyborg.
Foran kassen var Korup desværre skræmmende ineffektive, men midt i anden halvleg kom forløsningen dog da Morten ”Horsens” Nielsen kom først på et indlæg og headede bolden i kassen til Korup føring.
I det sidste kvarter forsøgte Nyborg med mere direkte spil og flere mand i boksen hvilket også åbnede op for kontrachancer til Korup, dog var begge hold uskarpe i modstanderens felt og derfor forblev scoren 1-0 til Korup.
Kampens spiller blev Nicolaj Vitting.
Næste kamp er i Korup på LØRDAG d. 01. Maj kl. 15:00 mod Aarup BK – Mød op og støt de blå!
Ref. Emil Nutzhorn Jensen
28.04.2010