Referat 2010.03.17
Referat Generalforsamling – 2010 – Forældreforeningen KIF Fodbold.
Generalforsamling afholdtes d. 17 marts. 2010 i klubhuset.
Dagsorden ifølge vedtægterne.
1. Valg af dirigent:
Brian Holm blev valgt som dirigent, og meddelte at generalforsamlingen var rettidig indkaldt og i overensstemmelse med vedtægterne.
2. Bestyrelsens beretning ved formanden:
Forældreforeningen KIF Fodbold (FF) havde også i 2009 et godt år. En del af de mål vi satte os sidste år er blevet nået, og vi kan samtidigt se at vi stadigvæk har nogle mål vi kan arbejde os frem mod.
Jeg vil først og fremmest hæfte mig ved at vor kendskabsgrad og ikke mindst vore relationer til såvel hovedafdelingen i fodboldafdelingen, men også i ungdomsudvalget fortsat er rigtig gode og disse relationer skal vi fortsætte med at udbygge. Igen i år fik vi stor tak fra Bestyrelsen på dennes generalforsamling i februar.
Økonomisk – og her henviser jeg til kassererens beretning, har vi også i år fortsat vor konsolidering, dels via et lidt bedre resultat af årets aktiviteter og dels igennem et uændret uddelt beløb i støtte. Antallet af sponsorer er igennem året ligeså uændret, og her kan vi fortsat sætte os et mål om at få flere sponsorer til at støtte os. Det var dog særdeles glædeligt at kunne konstatere at Det Lille Høreapparat også i 2009 valgte at støtte os med 10.000,- kr, og dermed også være stævnesponsor for indendørsstævnet.
Medlemstallet var ved årets start 40 betalende og ved årets udgang 42 betalende, altså en lille netto tilgang på 2 medlemmer. Antallet af medlemmer dækker dog over en vis bevægelse henover året, hvor vi har sagt farvel til en række medlemmer og nye er kommet til. Også her skal vi fortsætte arbejdet med at skaffe nye medlemmer. I lyset af det øgede medlemstal af ungdomsspillere bør vi have gode muligheder for at få flere betalende medlemmer i 2010.
Markedsføringen af FF foregik også i 2009 via de kendte medier – Impuls, Lokalbladet og TV Korup, som altid er en stor støtte for os når vi skal skabe fokus på vore aktiviteter. Det er min opfattelse at vi i forbindelse med de afholdte aktiviteter i relation til lokalområdet ligeledes får markedsført FF som en aktiv forening.
Vi har i 2009 afholdt og deltaget i følgende aktiviteter:
Indestævne januar 2009, Torvedag, Sankt Hans fest, ungdomsafdelingens sommerafslutning, Sommerfest Carl Hansen, Julefrokost med Korup Hallens Cafeteria.
Til de afholdte arrangementer vil jeg knytte følgende kommentarer:
Indestævnet – gav også i 2009 et overskud, men kun som følge af sponsoratet fra DLH. Uden dette ville vi have kunnet notere os et lille underskud. Fokus må, som anført i den tidligere beretning for 2008 være at øge antallet af sponsorer – til gaver, målpræmier og lignende. Vore egne hold deltager fortsat uden betaling, så her er der ligeledes tale om en indirekte støtte til ungdomsfodbolden.
Ungdomsafdelingen forespurgte i foråret på FF´s deltagelse i Torvedag/Tour de Korup (16.05). Vi satte således telt op, solgte pølser samt bemandede en øl/sodavandsvogn. Vanen tro var vejret på denne dag ikke specielt venligt stemt, så der blev god brug for både telt og vore ristede pølser.
I sommeren 2009 havde FF en hektisk uge med 3 arrangementer.
Ungdomsafslutningen (20.06) blev en stor succes. UU havde valgt at indgå aftale med OB’s boldkaravane, opstille oppustelig fodboldbane samt afholde Five a Side turnering med blandede hold fra alle årgange. FF opstillede hoppeborg, telte og ristede pølser og uddelte sodavand til ungdomsspillerne. I et flot vejr var boldbanerne fyldt med såvel forældre som spillere der havde en rigtig god dag på tværs af rækker og aldre. Et arrangement som vi også i 2010 har sagt ja til at støtte.
Sankt Hans Festen (23.06) blev ligeledes den bedste i flere år – dette kan naturligvis henføres til at vejret var i det rigtigt varme hjørne. Med bålsanger, båltale ved rådmand Jane Jegind, uddeling af is, snobrødsbagning og hoppeborg kunne vi notere os et overskud på ca. 11.600,- kr. Dette resultat bør dog stadigvæk få os til at arbejde i retning af en deltagelse af flere afdelinger i KIF i arrangementet. Det er fortsat et stort arrangement som kræver planlægning og stor manpower deltagelse.
Grundet de tre arrangementers afholdelse indenfor den korte tid, valgte vi at lade teltene stå på stenmelsbanen. Dette skulle vi ikke have gjort idet disse blev ramt af en storm. Dette betød at vi mistede et telt af de to vi havde. Resterne viste sig efterfølgende at kunne samles til et lille telt. Bestyrelsen har senere investeret i et nyt telt så vi igen har to komplette telte.
Den 26.06 afholdt vi sommerfest for Fa. Carl Hansen og Søn. Vi leverede telt, musik, servering og personale samt stillede grill op, og Carl H kom selv med maden, og derudover kunne drikkelse købes til favorable priser. Vi fik meget stor ros for vort arrangement, som ligeledes gav et godt overskud – ca 11.400 kr.
Aktiviteterne i 2009 sluttede af med Julefrokost i Korup hallen – fælles arrangeret af FF og KH’ Cafeteria ved Erik Marcher. Ca 170 mennesker nød den gode mad og festede til Søren Bådsgårds musik. Arrangementet som fandt sted for anden gang, blev ikke den forventede indtægtskilde i forhold til deltagende gæster – dette kan henføres til investering i diverse rekvisitter, som dog kan anvendes næste år. Desværre har der efterfølgende været delte udlægninger af de aftaler der ligger til grund for arrangementets økonomi og deling af overskud. Ligesom det samarbejde vi har haft med Erik Marker har lidt et tillidsbrud. Det vides således ikke om arrangementet bliver med vor deltagelse i 2010.
En ny indtægtskilde, som i 2009 viste sig at være givtig, var teltudlejning som indbragte os ca 9.000,- kr. Uden at skulle markedsføre dette markant – kan vi jo overveje om vi i lokalområdet evt kan skaffe os yderligere indtægter fra denne aktivitet.
I 2009 har vi støttet U 15 pigernes sommer afslutning samt U17 drengeholdets tur til Costa Brava Cup i Spanien. Baggrunden for de få støtter er ganske enkelt, at der ikke søges om tilskud fra vore ungdomshold. Jeg er derfor overbevidst om at vi fremover skal have udarbejdet nye planer for at være med til at bedre ungdomsfodboldens kår i Korup. I forhold til vor formålsparagraf – at støtte ungdoms arbejdet økonomisk, og i relation til vore vedtægter bør dette ske i samarbejde med ungdomsafdelingen.
Der skal fra min og bestyrelsen lyde en tak til de frivillige, der har hjulpet os ved arrangementerne, det være sig ved teltopstilling/-nedtagning, med bordækning, som bartendere, pølsemænd osv – uden dem havde vi været for få hænder til at løfte opgaverne. Af samme grund valgte bestyrelsen i 2009 at arrangere bowlingtur for hjælpere og bestyrelsesmedlemmer, som en ekstra tak for det store arbejde der udføres.
Der skal også fra min side lyde en stor tak til bestyrelsen for årets arbejde og samarbejde, som jeg naturligvis ser frem til at fortsætte i 2010. Desuden en tak til vore trofaste sponsorer og samarbejdspartnere: Det Lille Høreapparat, Korup Hallens Cafeteria, Fyns Elservice, Bøje Jensen, Banjo’s Pølser, Super Best Korup, Korup Lokal TV, for årets støtte og hjælp.
Jeg kan som formand glæde mig over, at vi som forening er velanset for vort arbejde, at relationerne til ungdomsafdelingen er særdeles gode og at vi forsat har gode muligheder for at støtte ungdomsfodbolden i Korup. Det er derfor vigtigt at vi i 2010 fokuserer netop på at støtte ungdomsarbejdet og ungdomsafdelingen for på denne måde at være med til at fortsætte udviklingen i antallet af spillere, fastholde de eksisterende og gøre KIF Fodbold til et godt og spændende sted at spille fodbold. Vi kan være med til at gøre en forskel i forhold til de omkringliggende klubber og sportsmuligheder.
Jeg er derfor overbevist om, at vi som Forening også får et godt 2010.
På bestyrelsens vegne.
Michael Jacobsen
Formand.
------
Dirigenten gennemgik nogle hovedpunkter og hæftede sig ved:
Godt økonomisk år.
Ønskeligt flere medlemmer.
Indestævne - som hovedsponsor ”Det lille hørerapperat.” – vi vil gerne have flere sponsorer. Men det er svært i disse tider.
Deltaget i Torvedag / Tour de Korup – øger kendskabsgraden.
Ungdomsafslutningen – med Ungdomsafdelingen – velbesøgt og godt arrangement.
Sankt Hans - godt arrangement (telt). En opgave for flere afdelinger.
Julefrokost med vores deltagelse – godt arrangement - ? om det gentages med FF.
Vi har ydet økonomisk støtte til 2 hold – selvom alle hold er opfordret til at søge.
MJ har spurgt ungdomsudvalget om idekatalog – som giver os bedre muligheder for at evaluere støtte mulighederne.
Vi er en velanset forældreforening.
Vores primære mål er at gøre det endnu mere spændende at være fodboldspiller i Korup.
Dialogen sluttede med en enstemmig godkendelse af beretningen.
3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse ved kasserer Henrik Brendholdt:
Det har været et godt år og vi har fastholdt medlemstallet.
Det udleverede regnskab blev gennemgået i hovedtal, og en kort dialog om regnskabet fulgtes herefter.
Overskuddet for 2009 blev: kr.: 16.270,49. som selvfølgelig er tilfredsstillende. Formuen udgør således kr.: 90.564,75 samt værdien af telt.
Regnskabet med revisor godkendelse blev enstemmigt godkendt.
4. Fastsættelse af kontingent:
Bestyrelse foreslog uændret kontingent – 100,- kr. Dette blev vedtaget.
5. Indkomne forslag:
Der var ikke indkommet nogen forslag til formanden.
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen:
På valg var: Michael Jacobsen (formand) – modtog genvalg.
Johnny Ertsaas – modtog genvalg
Vibeke Sau – modtog genvalg
Henrik Brendholdt – modtog genvalg
Søren Frandsen - modtog genvalg.
Ikke på valg var Leif Larsen og Brian Holm (næstformand) der havde valgt at trække sig fra bestyrelsen.
Nyvalg: Jørn Nielsen og Michael Wowk indtrådte i bestyrelsen
Formanden takkede Brian Holm og Leif Larsen for det store arbejde de begge har ydet i foreningen, og kunne samtidig glæde sig over at de begge har tilbudt deres arbejde ved arrangementer.
Begge fik overrakt en erkendtlighed fra bestyrelsen.
Formanden bød de to nye medlemmer velkommen i bestyrelsen, og så frem til et godt samarbejde.
Bestyrelsen konstituerer sig ved førstkommende møde.
7. Valg af suppleanter, revisor og revisorsuppleant:
Annette Holm fortsætter som suppleant. Både Leif Larsen og Brian Holm blev valgt til suppleanter. Brian Holm har ligeledes ønsket at blive tilknyttet bestyrelsen i form af ansvar for ad hoc opgaver og enkelte arrangementer. Dette bød formanden velkommen.
Kurt Krüth og Bente Larsen fortsætter begge som henholdsvis revisor og revisorsuppleant.
Formanden takkede begge for at de har ønsket at fortsætte.
8. Evt.:
Vi har måske en teltudlejning den 4. juni i Søndersø. Opstilling den 3.6, nedtagning den 5.6. Prisen er hævet med kr. 500,-. Yderligere to mulige udlejninger kan komme til - 19.-20. juni. – og måske sidst i maj. Vor samarbejdspartner Korup Steakhouse - Soner har 10 års jubilæum i Korup.
Brian har givet tilbud til firmaet Carl Hansen - sommerfest den 25. juni, deltagerantal ca. 40 mennesker. Prisen er, med samme arrangement som sidste år kr. 10.500, og kr. 15.000 hvis vi skal lave maden.
Kent Madsen fik i forbindelse med hans 40 års fødselsdag Idrætsforeningens sølvnål. Tillykke hermed.
MJ takkede alle for deres hjælp.
Dirigenten takkede for god ro og orden, hvorefter generalforsamlingen sluttede.
Referatet godkendt af bestyrelsen.
28.03.10